FCN jubler over indøvet frisparksmål

Skrevet af admin

19/10/2013

Dagens topnyheder

Patrick Mtiliga hoppede over bolden, da FC Nordsjælland fik frispark i højre side i fredagens kamp mod AGF. Det forvirrede AGF-forsvaret, så Anders Christiansen kunne frigøre sig og score på Martin Vingaards efterfølgende flade frisparksbold.

Et mål lige fra træningsbanen lød det fra hovedpersonerne.

- Det var helt og aldeles indøvet. Det var ikke helt planen, at han skulle vende med den inde i feltet, men det var en indøvet detalje. Så det var rigtigt dejligt at se, at det lykkedes, da AC sparkede den ind, fortæller arkitekten bag målet, Martin Vingaard.

- Det er fedt, når man arbejder så hårdt med nogle ting på træningsbanen, som efterfølgende lykkes. Og at det ikke kun er de taktiske ting, men også de lidt mere sjove, gør det bare ekstra fedt, siger han.

Målet faldt efter 50 minutter og blev sejrsmålet. Og det er ikke første gang, at kombinationen har været i brug i årets Superliga.

- Vi havde også en mod Brøndby, som vi skulle have scoret på. Og så var det bare lækkert, at det lykkedes i dag, siger målscorer Anders Christiansen og fortsætter:

- Alle mål og alle sejre er vigtige. Og vi øver os jo ikke kun på spilkombinationer, men også på frispark. Men hvordan målet kom er sådan set underordnet. Det vigtigste var sejren og de tre point, siger han.

Martin Vingaard underspiller heller ikke målet og dermed sejrens betydning.

- Det var selvfølgelig utroligt vigtigt. Det kan man bare se ved at kigge i tabellen. Nu har vi igen kontakt med de øvrige hold. Det havde ikke været sjovt, hvis AGF var smuttet fra os. Så det var da en kæmpe forløsning med de tre point, siger han.

FC Nordsjælland skal forsøge at følge op på fredagens sejr, når de på lørdag den 26. oktober på hjemmebane tager imod Superligaens førerhold fra FC Midtjylland.

/ritzau/