FCN sælger Emre Mor til Borussia Dortmund

Skrevet af admin

07/06/2016

Dagens topnyheder

FC Nordsjælland-spilleren Emre Mor skifter til den tyske storklub Borussia Dortmund fra den kommende sæson, meddeler FCN på sin hjemmeside.

18-årige Emre Mor forlod tirsdag Tyrkiets landsholdslejr for at rejse til Tyskland for at få kontrakten på plads.

Dortmund skriver på sin hjemmeside, at dansk-tyrkeren har skrevet under på en femårig kontrakt gældende til sommeren 2021.

Klubberne har lavet en aftale om ikke at oplyse salgsprisen på Emre Mor, men FCN lægger ikke skjul på, at salgsprisen er i den høje ende.

- Denne aftale vil stå som den bedste i klubbens historie og er selvfølgelig ganske unik, for ellers havde vi ikke solgt før EM-slutrunden, siger FC Nordsjællands sportschef, Carsten V. Jensen, til klubbens hjemmeside.

Emre Mor fik debut på FCN's superligahold tidligere i denne sæson. Her brillerede han fra start med flotte scoringer og besnærende detaljer.

- Ingen har været i tvivl om, at Emre besidder nogle kvaliteter, som vi meget sjældent ser i den danske liga, og vi skal være glade for at have haft muligheden for at se og opleve dem på tætteste hold, siger Carsten V. Jensen og uddyber:

- Vi tror på, at dette vil være det rigtige skifte for Emre, da Dortmund har fulgt ham igennem længere tid og har fremlagt en god plan for Emre, således at han kan forsætte med at udvikle sine færdigheder og blive en endnu mere komplet spiller.

/ritzau/