FCN skuffede i Farum: Sønderjyske tæt på redning

FC Nordsjælland og Sønderjyske delte med 2-2 i lørdagens kamp. Dermed udsætter FCN mesterskabsfesten for FCK, mens Sønderjyske tog endnu et skridt væk fra nedrykning.

Sønderjyske startede optimistisk og havde chancen for at bringe sig foran. Nordsjælland fik efterhånden bedre fat, og efter 21 minutter kom de da også foran. Morten Nordstrand stak i dybden og lobbede bolden over målmand Martin Skender til Søren Christensen, der nemt kunne sende bolden i mål.

Efter målet satte Nordsjællands sig hårdt på kampen, men otte minutter før pausen, kom Sønderjyske godt tilbage, da Lasse Vibe fandt plads i hjemmeholdets felt. Han kom til baglinjen, hvor han med en aflevering tilbage i feltet fandt Johan Absalonsen, der sikkert sendte den i nettet.

Sønderjyske chokstartede efter pausen, og fangede i første minut Nordsjællands forsvar på hælene. Denne gang var det Lasse Vibe i målscorens rolle, da han headede gæsterne i front på et oplæg fra Daniel Christensen.

Nu krævede det et mål, hvis ikke FCK skulle have chancen for at blive mestre i søndagens sene kamp mod AGF, men FCN havde noget svært ved at få spillet til at køre. Udligningen kom dog alligevel i hus med 20 minutter igen på et hovedstødsmål af Morten Nordstrand. Lasse Petry sendte et godt indlæg ind i panden på Nordstrand, der stod helt blank foran Sønderjyskes mål. 

Med resultat ligner det en sikker andenplads til FCN. De har nu 11 point ned til Randers på tredjepladsen. I den anden ende af tabellen vil Sønderjyske formentlig være tilfredse med det ene point. Det giver dem nemlig et forspring på seks point ned til AC Horsens og Silkeborg under stregen med tre kampe tilbage. 

Dagens Gossip