FCN-topscorer sat af holdet: Kom for sent til taktikmøde

Normalt er Uffe Bech blandt de første på holdkortet, når træner Olafur Kristjansson sætter sin startopstilling til FC Nordsjællands kampe.

Men holdets topscorer i denne sæson er ikke blandt de 11 startende i søndagens opgør mod OB.

Profilen er sat udenfor startopstillingen, fordi han kom for sent til søndagens taktikmøde klokken 09.30 forud for afgangen til Odense.

- Uffe kom for sent til mødet, og det blev jeg nødt til at tage konsekvensen af, siger Olafur Kristjansson til Canal 8.

Uffe Bech, der har scoret syv ligamål i denne sæson, befinder sig i stedet på bænken med mulighed for at komme på banen senere i kampen.

Farum-holdet er i forvejen svækket til kampen, fordi Mario Ticinovic, Ivan Runje, Martin Vingaard og Morten Nordstrand alle sidder ude med karantæne.

Desuden er den hollandske angrebsprofil Joshua John skadet.

Kampen begynder klokken 14.

/ritzau/

Dagens Gossip