FCN-træner efter 1-0: Skal arbejde på skarpheden

Skrevet af admin

25/04/2015

Dagens topnyheder

Efter to nederlag på stribe fandt FC Nordsjælland lørdag melodien i Alka Superligaen, da klubben hjemme slog bundproppen Silkeborg med 1-0.

Sejren kunne være blevet mindst et par mål større, men den ene chance efter den anden blev brændt.

- Hvis man fik ekstra point for at vinde 3-0, ville jeg være skuffet. Vi havde spilovertaget, og skabte chancer, som burde have sikret en mere komfortabel sejr, siger træner Olafur Kristjansson.

- Men det er svært at score, når man ikke rammer målet. Vi har rost vores offensiv meget tidligere på foråret, og den skabte også mange chancer i dag, men udnyttelsen var for dårlig. Det må jeg arbejde med i ugen op til næste kamp.

Det ene mål, det trods alt blev til, blev sat ind af den unge midtbanespiller Emiliano Marcondes.

- Det var fantastisk at starte inde, og så endda blive både matchvinder og man of the match. Når man får chancen, drømmer man altid om, at man griber den, og det synes jeg, at jeg gjorde i dag.

Offensivt var Uffe Bech igen en evig trussel i højresiden, men Bech erkender, at offensiven manglede den afgørende skarphed.

- Vi havde rigtig mange chancer og skulle vel også have scoret en del flere mål end det ene, det blev til. Men efter at have tabt de seneste to kampe, var det vigtigste trods alt at få sejren, siger han.

Uffe Bech mener, at offensiven fungerer for tiden, så kantspilleren er sikker på, at målene nok skal komme.

- Offensivt synes jeg, vi spillede en fantastisk kamp. Der blev skabt rigtig mange chancer, men skarpheden, som ikke har været et problem tidligere i sæsonen, skal genfindes i næste kamp.

Næste opgave for FC Nordsjælland er udekampen mod FC Vestsjælland den 3. maj.

/ritzau/