FCN-træner efter tæv: Vi blev kørt over

FC Nordsjælland får yderst svært ved at gå videre fra gruppespillet i Champions League efter 0-4-nederlaget til Juventus i Torino.

Det erkender FCN-træner Kasper Hjulmand, som mener, at italienerne var stærkere i alle spillets facetter.

- Vi blev kørt over i første halvleg. Juventus var uhyggeligt stærke, og de var bedre til det hele, siger Hjulmand.

FCN-træneren ser frem til de næste to kampe i gruppespillet, hvor Chelsea og Shakhtar Donetsk venter.

- Vi skal ud og vise noget mere, end vi gjorde i dag. Der er ingen tvivl om, at vi bliver toptændte til at skulle gå ud mod Shakhtar på hjemmebane og komme et niveau op og vise os fra en bedre side.

- Vi føler ikke, at vi gjorde det godt nok i dag, og det skal vi ud at vise uanset hvad. Det her var lærepenge, siger Hjulmand.

- Inden denne turnering begyndte, var der ingen af vores spillere, som havde prøvet at spille Champions League før, og vi betalte nogle lærepenge i dag, konstaterer Hjulmand.

FCN har et point efter fire kampe i gruppespillet.

 

Dagens Gossip

Dagens TV