FCN-træner: Vi holder øje med nye spillere til truppen

Vinterens transfervindue nærmer sig, og med kun én kamp tilbage i Superligaen inden vinterpausen kan klubberne virkelig begynde at fokusere på eventuelt kommende transferaktiviteter.

I FC Nordsjælland er cheftræner Olafur Kristjansson generelt tilfreds med sin trup, men han afviser ikke, at der kommer nye spillere ind.

- Vi er altid på udkig efter nye spillere, men jeg er tilfreds med holdet. Det er klart, at vi har manglet sejre, og på det seneste har jeg været fokuseret på at få holdet tilbage på sporet.

- Men vi er altid på udkig efter et eller andet, hvis muligheden byder sig. Både internt i klubben, men også ude fra, siger Olafur Kristjansson, som er i gang med sin første sæson i Farum-klubben.

Efter 16 spillerunder i Superligaen er FCN på en femteplads med 24 point. Søndag blev det til en overbevisende 2-0-sejr hjemme over Brøndby. Sejren kom efter en serie på seks kampe i træk uden gevinst.

FCN har allerede været i gang med transferaktiviteterne. Mandag meddelte klubben, den 22-årige ghaneser Kamal Issah er færdig i klubben og skifter til Stabæk, der optræder i Tippeligaen i Norge.

Issah kom til FCN i sommeren 2012 fra Rennes i Frankrig, men han fik kun otte kampe for nordsjællænderne.

/ritzau/

Dagens Gossip