FDM er tilfreds med tre parkeringsbøder

Skrevet af admin

30/10/2013

Dagens topnyheder

Parkeringsbøder for omkring 1500 kroner er o.k. Det mener Per Alkestrup, der er afdelingschef for den juridiske afdeling i FDM, bilejernes forening.

Det er justitsminister Morten Bødskov (S), der med et nyt lovforslag lægger op til, at man maksimalt kan få tre parkeringsbøder for den samme ulovlige parkering.

Lovforslaget skal komme problemet til livs med bilister, der for eksempel parkerer ulovligt ved lufthavne eller banegårde i længere tid for at slippe for betale for en parkeringsplads. I dag kan man nemlig slippe med én bøde.

- Tre parkeringsbøder er et godt antal for en ulovlig parkering. Der er to hensyn at tage, når man ser på antallet:

- Det skal ikke kunne betale sig at parkere ulovligt. Og det skal være til at kunne betale bøden, hvis man kommer til at parkere ulovligt, siger Per Alkestrup.

Tre parkeringsbøder fordelt over tre døgn løber op i lidt over 1500 kroner. Og det er et niveau, som er passende, mener man hos FDM.

- Man kan køre meget i taxa for det beløb, så man kan lade bilen blive hjemme. Og man kan parkere i ugevis på de billige pladser i lufthavnen, så det ikke kan betale sig at parkere sin bil ulovligt i eksempelvis Tårnby, siger afdelingschefen til Ritzau.

Ministeren vil samtidig gøre op med forskellige parkeringsregler i landets kommuner.

Også det er FDM glad for. For som reglerne er i dag, kan det være lovligt at parkere med to hjul på fortovet i én kommune, mens den slags i nabokommunen udløser en bøde.

- Danmark er så lille et land, at man ofte kører over kommunegrænsen, når man er ude at køre. Og det er op til bilisterne at tjekke parkeringsreglerne, siger Per Alkestrup.

- Får vi ens regler i alle kommuner, så skal kommunerne skilte, hvis de vil have specielle regler. Det gør det alt andet lige nemmere for bilejerne, siger han.

Lovforslaget blev fremlagt onsdag af justitsministeren.

/ritzau/