FDM frygter ubrugelige elbiler efter konkurs

Det frygter foreningen Forenede Danske Motorejere (FDM), efter at elbiloperatøren Better Plane har indgivet konkursbegæring.

»Det betyder jo i værste fald, at man kan risikere at have en bil, man ikke kan bruge til noget,« siger Per Alkestrup, leder af den juridiske rådgivning i FDM, til TV 2 News.

Better Place tilbyder batteriskiftestationer og ladestandere til bilister, der er gået over til elbiler. Firmaet oplyser, at man har over 500 kunder, og de kan få det svært, mener FDM.

»Teknologien i de her biler er jo bundet fuldstændigt op på de skiftestationer, som Better Place har drevet,« siger Per Alkestrup.

Han håber dog, at et andet firma vil være i stand til at drive Better Places batteriskiftestationer og ladestandere videre, og han opfordrer i første omgang Better Places kunder til at læse kontrakten med Better Place grundigt igennem og søge professionel rådgivning.

Better Place skriver i en pressemeddelelse, at firmaets moderselskab ikke har været i stand til at rejse de nødvendige midler til at fortsætte driften af virksomheden, og derfor indgiver man konkursbegæring.

Boets kurator vil nu disponere på virksomhedens vegne. Better Place har informeret sine kunder om situationen. Og ledelsen vil sammen med boet og alle partnere, herunder Renault, arbejde på at finde en løsning for kunderne, lyder det.

Dagens Gossip