FDM: Lovlige cykellygter snyder både cyklister og bilister

Dårligt oplyste veje og gader, mørkt tøj uden reflekser og ingen eller for lidt lys gør mange cyklister umulige at se i vintermørket, hvor især bilister har svært ved at få øje på medtrafikanterne.

Men selv om mange i dag husker det lovpligtige lys på cyklen, er det ikke altid nok til at blive set. Det viser en test af cykellygter i forskellige prisklasser, FDMs medlemsmagasin Motor har lavet.

- At blive set og selv kunne se andre er helt afgørende for trafiksikkerheden. Mange cyklister er imidlertid langt sværere at se i mørke eller dårligt vejr, end de selv tror. Også selv om de har cykellygter på. For selv om lygterne godt nok lever op til lovens krav, er det ikke ensbetydende med, at cyklisten har tilstrækkeligt lys på, til at bilister kan se dem, siger kursuschef hos FDM køreteknik Michael Malmquist.

Lovkravet til cykellygter blev ellers skærpet for godt et år siden, så de nu skal kunne ses på 300 meters afstand. Det betød blandt andet, at de små og næsten usynlige lygter, der ofte hang og dinglede i en elastik på cykelstyret, blev forbudt.

Selv om de cykellygter FDM har testet lever op til de nye krav, er der stor forskel på, hvor synlige de er på afstand og fra siden. Og så har placeringen af lygten afgørende betydning. Lygter placeret på eller lige under styret samt bagagebæreren øger synligheden markant i forhold til modeller, der er monteret helt nede på hjulene, viste testen.

- Hvis bilister skal have mulighed for at se cyklisterne i mørket, er gode lygter og reflekser nødvendige. Oplevelsen hos mange er dog, at cyklister ofte overvurderer deres synlighed, og glemmer, at selvom de kan se bilerne, er det ikke end betydende med, at bilisterne kan se dem. Derfor må man heller ikke gå på kompromis med synligheden i trafikken. Så hellere lyse lidt for meget op. Vil man for alvor øge sin synlighed i trafikken, er en trafikvest med reflekser også en rigtig god idé til både børn og voksne, slutter Michael Malmquist.

Dagens Gossip