FE: Loven har forhindret overvågning af Syrien-krigere

Skrevet af admin

19/02/2015

Dagens topnyheder

Forsvarets Efterretningstjeneste har ikke kunne foretage den ønskede overvågning af danske Syrien-krigere på grund af den nuværende lovgivning.

Det fortæller chef for efterretningstjenesten, Thomas Ahrenkiel, i et interview med Ritzau.

Spørgsmål: Har I stået i situationer, hvor I har haft formodninger om, at danskere i udlandet var i gang med at planlægge terror, hvor I ikke har kunnet aflytte på grund af den nuværende lov?

- Ja, det er situationen. Det oplever vi, bekræfter Thomas Ahrenkiel og uddyber erfaringerne:

- Helt konkret har vi oplevet det i forhold til de udrejste til Syrien, hvoraf størstedelen kæmper med terrororganisationen ISIL (Islamisk Stat, red.) og indgår i den gruppe.

- Der har vi ikke mulighed for at målrette vores indhentning mod dem, medmindre PET har været i stand til at få en retskendelse på den pågældende, og derefter anmoder os om at lave den indhentning. Det er kun i få tilfælde, at det har været muligt.

Regeringen har torsdag fremlagt en ny antiterrorpakke, som åbner for, at efterretningstjenesten fremover kan lave målrettede overvågning af danske statsborgere i udlandet uden en forudgående dommerkendelse.

/ritzau/