Fede Finn og Funny Boyz beskyldes for racisme: 'Det var bare for sjov'

Skrevet af Morten Larsen

10/06/2016

Dagens topnyheder

Dansktopgruppen Fede Finn og Funny Boys er kommet i modvind på grund af deres nye hit.

Det drejer sig om sangen 'Hottentot', der i lørdags debuterede på DR's dansktop liste, men som ikke falder i god jord hos alle landets radiolyttere.

Det populære orkester forklarer, at de er endt i et stormvejr af sure telefonopkald fra folk, der langt fra er tilfredse med titlen på det nye hit.

Ifølge bandlederen Lennart Johannessen startede de sure opringninger, efter Statens Museum for Kunst i København valgte at fjerne ordet 'Hottentot' fra deres samlinger af kunst.

Læs også: Sanne Salomonsen har fået nok: Nu skifter hun navn

- Så begyndte folk at ringe, som jeg overhovedet ikke kender, og så råbte de racist og lagde røret på. Jeg anede ikke, hvad det var, siger Lennart Johannessen til DR.

Han forklarer, at sangen 'Hottentot' - der er at finde på albummet 'Ren røv at trut i' – blev skrevet for flere år siden uden nogen former for racistiske bagtanker.

Der er derimod tale om en kærlighedserklæring til en kvinde, forklarer sangeren i dansktopbandet.

- Det er faktisk bare en sjov historie, som lige pludselig har udviklet sig til noget, som det slet ikke skulle have været, siger Lennart Johannessen.

Han forklarer, at Fede Finn og Funny Boys overvejer at gå i studiet for at skifte ordet ud med en andet, og bagefter vil de så udgive sangen igen. 

Fede Finn og Funny Boys fik deres folkelige gennembrud i 2007 med hittet 'Kærligheden Brænder', og siden da har de optrådt med mellem 80 til10 spillejobs om året.

Følg Dagens Debat for flere lignende artikler: