Federer: Djokovic er en sejrsmaskine

Skrevet af admin

14/09/2015

Dagens topnyheder

Novak Djokovic vandt årets sidste grand slam-turnering US-Open med en finalesejr på 6-4, 5-7, 6-4, 6-4 over Roger Federer.

Djokovic står nu med ti grand slam-sejre. Det betyder, at verdensetteren kun er en titel efter legender som Rod Laver og Björn Borg på listen over alle tiders tennisspillere.

- Jeg er meget skuffet over, at jeg ikke klarede at tage ham denne gang, for jeg havde virkelig chancen, men Novak spillede godt.

- Han viste, hvad der skal til for at vinde denne kamp og fortjener ros for det, mener Federer.

Djokovic er syv titler efter Federer, når det gælder grand slam-triumfer, men han er også seks år yngre, så Federer er ikke et øjeblik i tvivl om, at den 28-årige serber kommer til at vinde mange flere.

- Han kommer til at vinde meget i årene, som kommer. Han er en sejrsmaskine og har haft en fantastisk sæson med tre grand slam-triumfer, akkurat som i 2011, siger Federer.

Lørdag meddelte den 33-årige kvindelige US Open-vinder Flavia Pennetta, at hun stopper karrieren efter karrierens største sejr.

34-årige Federer blev også spurgt, om han har tænkt sig at stoppe tenniskarrieren, men det vil han ikke høre tale om.

- Jeg er meget tilfreds med måden, jeg spiller på akkurat nu, siger Federer.

Federer har senest vundet US Open i 2008, og han har i alt vundet turneringen fem gange. Samlet står han noteret for 17 grand slam-triumfer - senest ved Wimbledon i 2012.

- Jeg føler, at mit spil bevæger sig i den rigtige retning. Det kan jeg sige, fordi dette er den første finale, jeg spiller her siden 2009. Desuden elsker jeg denne sport og føler fortsat, at jeg har meget at give.

- Og en ting til, vi ses her næste år. Jeg skal nok komme tilbage. Jeg håber også, at I vender tilbage, siger schweizeren rettet mod publikummet i New York.

/ritzau/