Federer dropper træner efter skidt sæson

Skrevet af admin

13/10/2013

Mest læste i dag

Roger Federer har stoppet samarbejdet med sin tennistræner Paul Annacone, oplyste den tidligere schweiziske verdensetter lørdag aften.

- Efter tre et halvt formidable år, hvor vi har arbejdet sammen, så har Paul og jeg valgt at åbne et nyt kapitel i vores professionelle liv, siger Federer til egen hjemmeside.

Meddelelsen kommer blot to dage efter, at Federer skuffende blev slået ud af franske Gaël Monfils i 1/8-finalen ved ATP-turneringen Shanghai Masters.

- Da vi begyndte at arbejde sammen, havde vi en vision og en treårsplan om at vinde en ny grand slam-titel, og at jeg skulle vende tilbage som verdensetter.

- Ud over mange andre mål og flotte minder, så indfriede vi de to hovedmål, fortæller Federer om bruddet med Annacone, som tidligere har været træner for Pete Sampras.

Federer er i år raslet ned som verdens nummer syv og kæmper i øjeblikket en hård kamp for at kvalificere sig til næste måneds sæsonfinale for 12. år i træk.

I løbet af karrieren har Federer vundet 17 grand slam-turneringer, hvilket er rekord. I år har Federer ikke vundet nogen grand slam-titler.

/ritzau/