Federer gør kort affære med canadier

Den schweiziske tennislegende Roger Federer havde mandag sat en solid mur op i 1/8-finalekampen ved grand slam-turneringen Australian Open mod den hårdtslående canadier Milos Raonic.

Andenseedede Federer, som har vundet turneringen i Melbourne fire gange tidligere, viste stabilitet og høj klasse i hele kampen, som han vandt med cifrene 6-4, 7-6, 6-2 over 13.-seedede Raonic.

Især andet sæts tiebreak blev afgørende for kampen. Efter Federers gevinst i tiebreaken på 7-4 var Raonic knækket, og canadieren virkede i begyndelsen af tredje sæt modløs og lavede en del fejl med især sin forhånd.

Det udnyttede Federer prompte ved at bringe sig foran 4-0, og så var den kamp mere eller mindre afgjort, selvom Raonic desperat kæmpede videre.

I kvartfinalen møder Federer den syvendeseedede franskmand Jo-Wilfried Tsonga, som sendte sin landsmand Richard Gasquet ud i 1/8-finalen.

Federer har 17 gange vundet en grand slam-turnering, hvilket ingen anden herrespiller kan matche.

/ritzau/

 

Dagens Gossip