Federer hyrer barndomsidolet Edberg som træner

Skrevet af admin

27/12/2013

Dagens topnyheder

Som barn så Roger Federer op til Stefan Edberg, der i sin tenniskarriere vandt seks grand slam-titler i single.

Og selv om schweizeren forlængst har overgået Edberg i statistikkerne, så mener han tilsyneladende, at den 47-årige svensker alligevel kan lære ham noget.

Derfor har Federer nu ansat Wimbledon-vinderen fra 1988 og 1990 som træner. Edberg skal supplere Severin Luthi, der i forvejen arbejder på at forbedre den tidligere verdensetters spil.

- Severin, der har været en del af mit team de seneste syv år, vil være der de fleste uger, og Stefan har sagt ja til at arbejde med os i to uger, begyndende med Australian Open i Melbourne, siger Federer.

Han trænede for nylig seks dage i Dubai sammen med Stefan Edberg for at finde ud af, om der var fremtid i makkerskabet, og evalueringen af den tur har tilsyneladende været positiv.

Dermed er Federer den seneste nuværende spiller, der benytter sig af en tidligere grand slam-vinders råd og erfaring.

Novak Djokovic har ansat Boris Becker, og Andy Murray har i længere tid sparret med Ivan Lendl. Derudover arbejder Richard Gasquet med Sergi Bruguera, mens Kei Nishikori trænes af Michael Chang.

Roger Federer er for tiden kun nummer seks i verden, og så langt nede på verdensranglisten har han ikke været ved et årsskifte siden 2002.

/ritzau/AFP