Federer må afgive sæt mod bulgarer med højt topniveau

Skrevet af admin

22/01/2016

Dagens topnyheder

Den schweiziske grand slam-konge Roger Federer spillede sig fredag morgen dansk tid videre til fjerde runde ved tennisturneringen Australian Open i Melbourne.

En ellers solidt spillende Federer måtte dog afgive sit første sæt i årets turnering på vej mod sejren på 6-4, 3-6, 6-1 og 6-4 over 27.-seedede Grigor Dimitrov.

Den 24-årige bulgarer, som i 2014 nåede semifinalen i Wimbledon, leverede i perioder af kampen flot spil, men Federers konstant høje niveau kontra Dimitrovs mere svingende præstation blev afgørende.

Roger Federer tog første sæt i sikker stil med 6-4, men i andet sæt fandt bulgareren sit høje topniveau frem.

Han holdt sin egen serv hele vejen gennem sættet, og da det samtidig lykkedes at bryde schweizerens uhyggelige serv, snuppede Dimitrov sættet med 6-3.

I tredje sæt skruede Federer atter op for niveauet. Et tidligt schweizisk servegennembrud fik Dimitrov til at se lidt opgivende ud, og sættet var lukket på bare 27 minutter med 6-1.

Bulgareren kom fint fra land i fjerde sæt og pressede Federer til det yderste i schweizerens første serveparti. Men når Federer er i problemer, hiver han som regel en kanonserv eller flere frem.

Det var også billedet i fjerde sæt, og da Dimitrov begik et par fejl i egen serv ved 2-2, kom det afgørende brud.

For selv om Dimitrov kom frem til et par breakbolde mere, bragede Federer bare et servees af sted og slap ud af problemerne, så han kunne lukke kampen med sætsejr på 6-4.

Roger Federer skal i næste kamp op mod den 15.-seedede belgier David Goffin.

Også syvendeseedede Kei Nishikori er klar til fjerde runde efter en sejr i fire sæt over Guillermo Garcia-Lopez.

/ritzau/