Federer sender upåagtet italiener ud af Wimbledon

Skrevet af admin

24/06/2014

Dagens topnyheder

Italieneren Paolo Lorenzi har i sin 11 år lange karriere aldrig vundet en kamp ved en af de store grand slam-turneringer.

Så tirsdagens kamp mod Roger Federer var ikke den bedste mulighed for at bryde den statistik ved Wimbledon. Federer vandt da også 6-1, 6-1, 6-3 på lidt over halvanden time.

Syv gange tidligere har Roger Federer vundet Wimbledon, og den tidligere verdensetter har sagt, at han har en ambition om at vinde turneringen for ottende gang.

Amerikaneren Pete Sampras nåede at vinde syv Wimbledon-titler, da græsspecialisten stadig var aktiv. Så i øjeblikket har 32-årige Roger Federer kun tangeret rekorden.

Roger Federer brød Paolo Lorenzis serv to gange i første sæt, og i andet sæt blev italieneren brudt tre gange, så der var tale om en ensidig affære.

I tredje sæt var et servegennembrud nok for Roger Federer, der havde lidt problemer med at lukke kampen. Så publikum fik da en smule for pengene til slut.

Først på sin sjette matchbold lykkedes det Roger Federer at vinde kampen. Det skete på et servees.

/ritzau/