Federer sensationelt slået ud af US Open

- Uden at ville tage noget af æren væk fra Tommy synes jeg egentlig, at jeg slog mig selv, sagde en rystet Federer efter kampen.

- Jeg ødelagde mig selv, og det er meget skuffende, især på et hurtigt underlag. Jeg kunne bare ikke, det var en frustrerende oplevelse i dag, sagde Federer efter nederlaget.

Robredo, der nu møder landsmanden Rafael Nadal i kvartfinalen, var selv overrasket over sejren.

- Det er fantastisk. For mig er Roger den bedste spiller nogensinde. At slå ham på et stort stadion i en grand slam... det er en drøm, der går i opfyldelse, jublede spanieren, der selv var ret overrasket over resultatet.

Efter en regnvejrspause på fem timer blev kampen flyttet fra Arthur Ashe Stadium til det noget mindre Louis Armstrong Stadium, og det er første gang siden 2006, at Federer ikke spillede en kamp i US Open på centre court.

- Det skal ikke handle om det. Det er den sidste undskyldning, man skal lede efter, sagde Federer, der gennem sin lange karriere har vundet 17 grand slam-titler.

Rafael Nadal vandt sin kamp, men tabte sit første sæt i turneringen, da han besejrede Philipp Kohlschreiber 6-7, 6-4, 6-3, 6-1.

Endnu en spanier er klar til kvartfinalerne, og det er David Ferrer, der besejrede serberen Janko Tipserevic 7-6, 3-6, 7-5, 7-6.

Ferrer møder franskmanden Richard Gasquet, som i sin fjerde runde-kamp slog canadieren Milos Raonic 6-7, 7-6, 2-6, 7-6, 7-5.

Dagens Gossip