Fejl bliver gemt væk på sygehusene

Det vurderer Patientombuddet, der håndterer indberetningerne på landsplan, ifølge Jyllands-Posten.

»Selv om der er pligt til at indberette, er det langt fra alle, som overholder dette. Vi hører formentlig ikke om mere end 15 til 20 procent af alle hændelser,« siger Jørgen Hansen, der er overlæge og leder af Patientombuddets lærerenhed, til Jyllands-Posten.

Siden 2004 har personalet på sygehusene haft pligt til at indberette alt fra fejlmedicinering til ældre, der falder ud af sygesengen og fejlbehandlinger, der ender fatalt. Men selv nogle af de fejl, der tager livet af patienten, bliver fortiet. Det vurderer Peter Barner, der håndterer indberetningerne i Region Midtjylland.

»Selv dødelige hændelser bliver ikke altid indberettet,« siger han.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

Morten Freil, der er direktør i Danske Patienter, understreger vigtigheden af, at der bliver gjort opmærksom på fejlene.

»Vi er nødt til at få fejlene frem i lyset for at kunne sikre, at patienterne ikke oplever de samme fejl igen og igen. Det er ikke godt nok, som det er i dag,« siger han.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) siger til Jyllands-Posten, at hun forventer »særlig opmærksomhed om indberetning af mere alvorlige hændelser«.

I 2012 indberettede de danske sygehuse tilsammen 49.145 utilsigtede hændelser.

Dagens Gossip