Fejl i kommissionsrapport kommer ikke bag på eksperter

»Det overrasker ikke, at der kan ske fejl. Produktivitetskommissionen skal dække mange sektorer, hvilket gør, at der er utroligt store mængder af materiale, der skal tages stilling til. Det her er nogle få faktuelle ting, der ikke har været på plads. siger hun og henviser til, at Natur - og Landbrugskommissionen eksempelvis kun skulle tage stilling til én sektor.

Berlingske skrev onsdag, at Produktivitetskommissionen, som blev nedsat i 2012 for at undersøge, hvordan man kan øge produktiviteten i den offentlige og private sektor, har lavet en række fejl i en delrapport. Blandt andet fremgår det, at staten bør sælge sine aktier i Post Danmark. Staten har imidlertid slet ingen aktier i Post Danmark.

Ifølge rapporten er baneafgifterne på godstransport to gange højere i Danmark end i Tyskland. Men fakta er ifølge Transportministeriet, at de danske afgifter er halvt så store. Mette Wier ser et dilemma i forsøget på at fjerne fejlene.

»Den her kommission har et uafhængigt sekretariat, og man kunne have garderet sig ved at sende delrapporten til gennemsyn i ministeriet, så ville de faktuelle fejl være blevet rettet. Men det vil omvendt kunne have spændt ben for en skarp anbefaling fra kommissionens side, fordi Transportministeriets medarbejdere, der jo også skal tage hensyn til deres politiske chef, nemlig ministeren, kunne være blevet meget diskuterende,« siger hun og bakkes op af professor ved Syddansk Universitet Asbjørn Sonne Nørgaard, der har skrevet en bog om netop politisk nedsatte kommissioner.

»Lige præcis Produktivitetskommissionen skal på halvandet år analysere hele samfundet for at finde ud af, hvor vi kan løbe stærkere. Det kan ikke overraske, at der med så stort et felt vil ske fejl,« siger han og peger på, at kommissionen har haft til formål at finde samfundsmæssige gevinster, hvilket kan få transportministeriet til at lange ud efter arbejdet fra kommissionen.

»Ministeriet kan jo godt se, hvad pilen peger på: Hvis anbefalingerne holder stik, er der nogen, der skal løbe hurtigere. Netop derfor aktiverer sådan en rapport jo modstand fra den øverste hylde. Der er sågar en embedsmand i ministeriet, der går ud og undsiger kommissionens arbejde,« siger han.

Selv om fejlene har ført til kritik fra politisk hold, mener Dansk Erhverv stadig, at konklusionerne er værd at lytte til.

»Der er stadig store besparelser og effektivitetsgevinster ved udbud på baneområdet, og postområdet kan stadig nyde godt af mere konkurrence,« siger chefkonsulent Jesper Højte Stenbæk i en skriftlig kommentar.

Kommissionens formand, Peter Birch Sørensen, sagde til Berlingske onsdag, at han ærgrer sig, men han mener, at kommissionen har lært af fejlene.

Dagens Gossip

Dagens TV