Fejl at lukke kostskole trods vold med strygejern

Skrevet af admin

22/11/2013

Mest læste i dag

Det var en fejl, da den svenske skolestyrelse i efteråret lukkede kostskolen Lundsberg på grund af sager om vold, blandt andet en episode hvor ældre elever havde brændt yngre elever med et strygejern.

En svensk forvaltningsdomstol i anden instans har slået fast, at myndigheden med tilsyn over de svenske skoler tog fejl, da den besluttede at lukke skolen, hvor den svenske prins Carl Philip har gået.

Afgørelsen er baseret på, at den svenske skolestyrelse ikke har tilsynsmyndighed over elevboligerne, hvor de voldelige episoder fandt sted.

Formanden for Lundsbergs skolestiftelse, Helena L'Estrade, er lettet over dommen.

- Nu kan det være, at skoleinspektionen anker sagen til øverste instans. Det ved jeg ikke. Men lige nu føles det i hvert fald rigtig dejligt, siger Helena L'Estrade til nyhedsbureauet TT.

Skoleinspektionen besluttede ved starten af efterårsterminen at lukke skolen med den begrundelse, at skolen ikke havde fået bugt med mobning.

Derefter indbragte skolen sagen for forvaltningsrettens første instans, som gav skolen medhold, og den blev siden genåbnet.

Skolemyndigheden har siden stået fast på, at det er skolens ansvar at undgå krænkelser i alle de miljøer og situationer, som ligger i forlængelse af skolen.

Ni studerende og en ansat blev tidligere på ugen tiltalt i sagen om brændemærkning med strygejern.

Lundsberg, der ligger i Värmland, har fungeret siden 1896.

/ritzau/TT