Fejl sender 1,9 millioner Toyota'er på værksted

Skrevet af admin

12/02/2014

Mest læste i dag

Den japanske bilgigant Toyota tilbagekalder onsdag 1,9 millioner hybridbiler af typen Prius III på verdensplan.

Tilbagekaldelsen skyldes en softwarefejl, der kan få bilen til pludselig at standse midt i kørslen. Også danske biler bliver tilbagekaldt.

- Det handler udelukkende om Toyota Prius III, som er produceret i periode fra marts 2009 til februar 2014, og det er kun 300 biler i Danmark, siger pressechef hos Toyota Danmark Anders Tystrup.

- Man kan forholde sig helt roligt hvis men ejer en bil, der er produceret i den periode, for det er ikke noget, der er farligt, og man kan med ro køre videre i sin bil, fastslår Anders Tystrup.

Toyota har nu samlet samtlige stelnumre på de omfattede biler, og herefter vil ejerne få et brev fra Skat, som administrerer motorregistreret, hvis deres bil er omfattet.

Anders Tystrup opfordrer ejere af Toyota Prius III til at vente med at tage affære, før de har hørt fra Skat.

- I brevet står der, at de skal kontakte det nærmeste Toyota-værksted, og hvis man ikke kan vente, kan man faktisk gå ind på vores hjemmeside og indtaste sit stelnummer og se om ens bil er omfattet, siger han og tilføjer:

- Men man skal ikke gøre noget, før man har modtaget brevet, og man kan sagtens køre videre i sin bil alligevel.

Hvis softwaren går i stykker, vil bilen slå over i en såkaldt fejlsikret tilstand. Det vil gøre, at nogle advarselslamper i instrumentbrættet vil blinke, men bilen vil stadig kunne køre - dog med reduceret kraft.

Bilproducenten kender til 400 tilfælde af fejlen. 300 af dem i Japan og 90 i Nordamerika, siger en talskvinde fra Toyota i en pressemeddelelse. Der er ikke sket ulykker som følge af fejlen.

Når bilen er kørt på værksted, vil ejeren få et forbedret softwaresystem indsat gratis, lyder det fra nyhedsbureauet dpa.

Toyota og andre japanske bilproducenter har over de seneste år været ramt af flere masse-tilbagekaldelser, der har skadet deres gode ry for kvalitet og sikkerhed.

/ritzau/AFP