Fejlagtige ejendomsvurderinger rammer regeringens 2020-plan

I planen forudsætter regeringen, at boligejerne om syv år skal betale 13,7 milliarder kroner mere i grundskyld – den skat, man betaler af sin jord.

Af et svar fra finansminister Bjarne Corydon (S) til Folketingets Finansudvalg i slutningen af juni fremgår det, at stigningen bygger på »de gældende vurderinger«, men netop den gældende vurdering af boligerne, som ministeren henviser til, er den 2011-vurdering fra Skat, som Rigsrevisionen i sidste måned kritiserede for at ramme forkert i tre ud af fire tilfælde.

Både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har fastslået, at boligejere, der har betalt for meget i skat, skal have penge tilbage.

De mange fejl i ejendomsvurderingerne skaber usikkerhed omkring de beløbsstørrelser, der opereres med i 2020-planen, mener tidligere overvismand og professor i økonomi på Aarhus Universitet

Torben M. Andersen.

»Det er svært at give et kvalificeret bud på, hvor mange penge staten skal betale tilbage til borgerne, fordi deres boliger er vurderet forkert, men hele affæren skaber usikkerhed om budgettet og indtægtsgrundlaget og kan i yderste konsekvens rejse det spørgsmål, om regeringen skal finde indtægterne andre steder«, siger han til avisen.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) lover i et skriftligt svar til Politiken, at regeringen vil præsentere Folketinget for en samlet løsning i sagen om ejendomsvurderingerne, som også tager højde for de økonomiske konsekvenser.

»Regeringen fører en ansvarlig økonomisk politik, og derfor er den model, vi lægger frem, selvfølgelig fuldt ud i overensstemmelse med regeringens 2020-plan. Derfor vil vi gerne afvise, at det her skulle feje benene væk under 2020-planen«, skriver skatteministeren.

Sagen vækker kritik hos oppositionen.

Den konservative gruppeformand, Brian Mikkelsen (K) er indstillet på, at der vil mangle penge på de offentlige budgetter, hvis grundskylden ikke får lov at stige.

»De penge må man så finde ved enten at opkræve dem i andre skatter eller spare på udgifterne«, siger Brian Mikkelsen.

Dagens Gossip