Fejlbehandling: 40 patienter døde på grund af fejl

Sygeplejersker, læger og andre i kontakt med sundhedsvæsnet melder i stigende grad om fejl i forbindelse med behandlinger i Region Nordjylland. Det viser en opgørelse over såkaldt "utilsigtede hændelser" i 2012.

Her fremgår det, at man sidste år begik fejl i godt 5500 tilfælde, og at 40 patienter døde som følge af fejl i behandlingen. Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

At antallet af indberetninger er steget med 29 procent siden 2011 er dog ikke så skidt, som det umiddelbart kunne lyde, mener næstformand i Regionsrådet Bente Lauridsen (SF)

- Tallene er ikke nødvendigvis alarmerende, men et tegn på, at man er blevet flittigere til at melde dem. Det peger på at systemet fungerer, siger Bente Lauridsen til NORDJYSKE.

Siden 2004 har det været lovpligtigt for alt sundhedspersonale at indberette de fejl, som de bliver vidne til. Ideen er, at man på den måde får billede af, hvor man skal sætte ind for at komme dem til livs.

- Det er altid uheldigt, når der sker fejl. I den forbindelse er der 40, som er døde i 2012, og det tal skal vi minimere så meget som muligt, siger Bente Lauridsen.

I rapporten fremgår det ifølge avisen ikke, om de utilsigtede hændelser har været den direkte dødsårsag, eller om patienten ville være død, selvom fejlene blev undgået. De 40 tilfælde skal nu undersøges mere dybdegående.

I over halvdelen af de i alt 5678 indberetninger har fejlene ikke haft betydning for kvaliteten af behandlingen.

Tidligere har man kunnet mærke en stigning, fordi man flere steder har gjort det lettere for personalet at registrere fejlene, når de opstår.

 

Dagens Gossip

Dagens TV