Fejlbehandling smadrede Pernilles liv: Jeg kan hverken huske min datters fødsel eller hendes opvækst

Da 43-årige Pernille Frandsen i 2002 fødte sin datter på Vejle Sygehus oplevede hun et af sit livs smukkeste øjeblikke, men hun kan ikke huske det, fortæller hun til Ude og Hjemme. Faktisk husker Pernille ingenting.

- Efter en svær depression blev jeg behandlet med elektrochok i 2009. Siden har fortiden været et mørkt kapitel. Jeg lever i nuet, og kommer kun igennem hverdagen takket være en lang række hjælpemidler og støtte fra familien, siger Pernille.

Havde Pernille vidst, at behandlingen kunne føre til hukommelsestab, havde hun aldrig taget imod den. Og det gør Pernille trist, bitter og irritabel, at hun intet kan huske. Hun har svært ved at acceptere, at sådan er det, og at det sandsynligvis aldrig vil ændre sig.

- Jeg er bitter over, at jeg ikke inden de gav mig elektrochok fik at vide, at der kunne være bivirkninger ved behandlingen. Jeg forsøger at være et glad og positivt menneske, men det er svært, specielt fordi mit handicap ikke er synligt. Jeg ligner alle andre mennesker. Jeg kan bare ikke huske noget, og jeg kan ikke koncentrere mig, siger Pernille.



- Der er mange begivenheder, jeg gerne ville kunne huske. Et barns fødsel er noget, som de fleste mødre elsker at se tilbage på, og mindes med glæde resten af livet. Men det gælder ikke mig, siger Pernille.



Hun har grædt og været bitter, banket næverne i dyner og puder, gået lange ture og motioneret for at afreagere, og hun har ærgret sig over alle de jobmæssige muligheder, der er gået tabt på grund af manglende hukommelse og evne til at koncentrere sig, men lige lidt hjælper det.

- Før var jeg en aktiv, intellektuel klog og social pige. Jeg elskede rollen som mor og hustru. Nu har jeg svært ved at leve op til nogen af delene, selv om både min mand og datter giver mig al den støtte, jeg kan ønske mig. Jeg er lykkelig for, at jeg stadig har min mand. Jeg véd jo godt, at jeg ikke længere er den pige, han forelskede sig i, siger Pernille.

Dagens Gossip