Fejlfri nordmand slog Fourcade på målstregen

Skrevet af admin

18/02/2014

Mest læste i dag

Igennem de seneste par sæsoner har Emil Hegle Svendsen fra Norge og Martin Fourcade fra Frankrig kæmpet om, hvem der er den bedste skiskytte i verden.

Fourcade har været svær at slå i World Cuppen, som han er godt på vej til at vinde for tredje år i træk, mens Svendsen var suveræn ved VM sidste år, hvor han vandt fire guldmedaljer.

Og nordmanden vandt også det seneste slag mellem de to, da han tirsdag kom først over stregen på mændenes 15 kilometer jagtstart ved OL i Sotji.

Han vandt dog kun med en støvlelængde, efter at Fourcade kastede sig frem i et desperat forsøg på at hente sin tredje guldmedalje ved de igangværende lege.

Men det rakte altså ikke for Fourcade, der bommede en enkelt gang på første skydning, og som også så ud til at dumme sig, da han lod Svendsen slippe forbi i et af de sidste sving op mod mål.

Emil Hegle Svendsen havde inden sejren ikke haft noget specielt godt OL med en syvendeplads som bedste resultat i de tre foregående discipliner.

På 15 kilometeren var han imidlertid rigtigt godt kørende og skydende. Han lavede ikke en eneste misser på sine 20 skud og havde altså det nødvendige overskud til sidst.

Det er mere, end man kan sige om landsmanden Ole Einar Bjørndalen. Veteranen, der havde chancen for at sætte rekord med sin 13. OL-medalje, var med i medaljekampen indtil den sidste skydning.

Her lykkedes det dog kun at ramme et enkelt af de fem mål, og så røg han langt ned i stillingen og sluttede på en 22.-plads.

Ud over Emil Hegle Svendsen var tjekken Ondrej Moravec den eneste skiskytte uden forbiere, og det blev belønnet med en bronzemedalje.

/ritzau/