Fejlramte vurderinger: Enhedslisten freder boligejere

Skrevet af admin

15/11/2013

Mest læste i dag

Torsdag valgte Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative at forlade forhandlingerne om de fejlramte ejendomsvurderinger.

Dermed er skatteminister Holger K. Nielsen (SF) tvunget til at finde et flertal med Enhedslisten, hvis han som planlagt vil forlænge 2011-vurderingerne, indtil et nyt vurderingssystem er på plads.

De danske boligejere behøver dog ikke at frygte, at Enhedslisten vil udnytte situationen til at stille modkrav til regeringen, siger Enhedslistens Frank Aaen.

- Det skal man ikke forvente. Vi er enige i, at problemet med dårlige vurderinger skal løses, og at folk, der har betalt for meget i skat, skal have pengene igen. Det har hele tiden været vores udgangspunkt, siger Frank Aaen.

Han fastslår, at Enhedslisten er enig med regeringen i, at det er nødvendigt at forlænge 2011-vurderingen, indtil man i 2015 er klar med et nyt system, der kan sikre mere korrekte ejendomsvurderinger.

- Det ville være tåbeligt at lave en ny vurdering, som er lige så forkert, som den vi har. Man bliver nødt til at finde en ny måde at vurdere på, inden der laves nye vurderinger, siger Frank Aaen.

Ligesom Holger K. Nielsen er han forarget over, at de borgerlige partier har vendt regeringen ryggen.

Fire forskellige skatteministre fra Venstre havde ansvaret for området i 10 år uden at sikre korrekte ejendomsvurderinger. Derfor bør Venstre og de borgerlige partier være med til at løse problemet, mener Frank Aaen.

- De havde ansvaret i alle de år, hvor problemet eksploderede til og med 2011-vurderingerne. De fik adskillige advarsler om, at det her var galt, uden at de gjorde noget ved det.

- Derfor har vi hele tiden ment, at det var de borgerlige partier, der skulle tage ansvar for at finde en løsning. Men de er åbenbart mere interesseret i at give nogle store skattelettelser til dem, der bor nord for København, og det er jo meget sigende, siger Frank Aaen.

Han henviser til, at Venstre stillede som krav for en aftale, at grundskatteloftet skal sættes ned med 10 procent for alle boligejere - uanset om man har betalt for meget i skat eller ej.

Ifølge de borgerlige er det nødvendigt for at minimere risikoen for, at nogle boligejere betaler for meget i skat på grund af fejl i vurderingerne.

/ritzau/