Felipe Massa til Magnussen: Tag det nu roligt

Skrevet af admin

21/07/2014

Mest læste i dag

Der var ballade mellem Kevin Magnussen og Williams-køreren Felipe Massa, da de to kolliderede i første sving under søndagens Formel 1-grandprix på Hockenheim i Tyskland.

Den erfarne brasilianer, der indledte løbet som nummer tre umiddelbart foran den danske McLaren-kører, har været hård i sin kritik af 21-årige Kevin Magnussen, som, han mener, burde have holdt tilbage i svinget for at undgå en kollision.

33-årige Felipe Massa, der udgik ved sammenstødet, fortsætter med at prikke til danskeren, der endte løbet som nummer ni.

- Det er ikke første gang, han (Kevin Magnussen) har været involveret i et uheld på første omgang. For det meste tænker disse unge kørere, at de skal vinde løbet i første sving.

- Hvis man ser på de fleste uheld, der sker, så sker det altid med dem, siger Felipe Massa ifølge nyhedsbureauet AFP. Han debuterede i Formel 1 i 2002.

Den mangeårige kører har følgende opfordring til Kevin Magnussen, der spandt af banen ved kollisionen og røg ned som nummer 21, inden han senere kørte sig op gennem feltet igen.

- Bare tag det roligt. Det var ikke kun mig, der mistede noget ved uheldet, det gjorde han også. Han kørte af banen, og måske var hans bil ikke lige så god bagefter, så det er helt sikkert, at han mistede VM-point på grund af det.

- Jeg håber, at det er nok for at få ham til at forstå, at han skal tage det lidt mere roligt i næste løb, siger Felipe Massa.

Kevin Magnussen sagde søndag, at han forsøgte at undgå at støde sammen med brasilianeren, men at der ikke var noget at gøre, da de to kørere krydsede linjer i svinget.

/ritzau/