Fem år til Cornelius i Sydwales

Cardiff City FC havde egentlig planlagt at præsentere Cornelius på et pressemøde tidligere, men lægetjekket, der begyndte i weekenden, blev først færdiggjort mandag. Derfor må den britiske presse vente en uges tid, før de kommer til at lære den blonde dansker at kende. Men mandag blev den store handel endeligt officiel. 

Cornelius vil nemlig blive sendt direkte på ferie med besked på at vende tilbage i næste uge, hvor han formelt vil blive præsenteret ved siden af manager Malky Mackay.

Det er et tiltrængt pusterum for Andreas Cornelius, der har haft en turbulent uge. I onsdags blev han student, og torsdag meldte FCK ud, at man havde accepteret rekordstort bud på angriberen fra Cardiff, der gør ham til til klubbens dyreste indkøb i historien, mens hans salgspris på 75 millioner kroner overgår Zlatan Ibrahimovic' transfer fra Malmø til Ajax, der hidtil har været den dyreste transfer fra en skandinavisk klub.

Alt det efter én enkelt sæson på seniorniveau, hvor han bragede igennem med 18 Superliga-scoringer, der var med til at spille mesterskabet tilbage til hovedstaden.Andreas Cornelius har fået en fem-årig kontrakt i den walisiske hovedstad til en månedsløn på 1,2 millioner kroner med en lukrativ bonusordning oven i kasketten.

 

 

Dagens Gossip