Fem-årige Anton brækkede benet i Ikeas legeland: Mor hævder, at personalet nægtede at ringe efter hjælp

Skrevet af Sol Stoffregen

29/10/2014

Dagens topnyheder

Som så mange gange før satte Elena Tchernitskaja og hendes mand i lørdags deres to børn - fem-årige Anton og 10-årige Anastasia - af i Ikeas bemandede legeland "Småland" i Taastrup, mens de skulle handle.

Men kort tid efter hoppede Anton ned fra en rutschebane i stedet for at tage turen på bagdelen. Børnehavedrengens spring gik helt galt, og han skreg af smerte. Det skriver mx.dk. Det uddannede personale i "Småland" ringede til Elena. 

Læs også: Ammende mor raser: Ikea-medarbejder kaldte hende klam

- Han skreg og skreg. Jeg måtte slet ikke røre ved ham, og der var en bule på hans skinneben, fortæller Elena, som bad personalet om at ringe efter en ambulance, men ifølge moren afviste de det, til mx.dk.

En ambulance kom frem, da forældrene selv ringede 112. På hospitalet kunne lægerne konstatere, at Antons ben var brækket to steder, og han har fået gips på hele benet, hvilket gør, at han ikke kan komme i børnehave i mindst seks uger.

Tilbage står en vred Elena, som føler, at Ikeas personale har svigtet på flere områder - de har ikke passet godt nok på hendes søn, og de ville ikke hjælpe med at skaffe en ambulance.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med  

Hos Ikea har man en lidt anden udlægning af sagen, herunder at varehuschefen var ved at vurdere skaden sammen med moren, da hun selv ringede 112. Pressechef hos Ikea, Tina Lindhart, mener, at personalet i Småland har fulgt reglerne.

- Sikkerheden har højeste prioritet, og legelandet er altid bemandet af kompetent personale, men vi kan desværre ikke altid undgå hændelige uheld, siger Tina Lindhart til mx.dk.

Hvorvidt familien er berettiget til erstatning fra møbelgiganten, afhænger af om de kan bevise, at Ikea ved fejl eller forsømmelse var årsag til Antons ulykke.