Fem anholdt i Bosnien for terrorplaner mod Skandinavien

En svensk mand er blandt fem personer, som fredag er pågrebet i Bosnien for at planlægge et terrorangreb i et skandinavisk land, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

- Vi har anholdt fem personer mistænkt for terrorforbrydelser. En af dem er svensk statsborger, siger talskvinden for bosnisk politi, Kristina Jozic.

Tre af mændene blev anholdt, da var ved at køre ud af Bosnien med en bombe i bagagerummet.

Den fjerde mand blev anholdt i Sarajevo, og ud på aftenen fredag er yderligere en mand anholdt og sigtet for terrorplaner.

- Ifølge de oplysninger, vi har, skulle bomben transporteres til et skandinavisk land for at blive anvendt i en terrorhandling, siger Jozic.

Pågribelserne er sket i et samarbejde mellem bosnisk, hollandsk og svensk politi. Operationen er gået under kodebetegnelsen "Benelux".

Bosnisk politi har efter anholdelserne foretaget ransagninger på to adresser i Sarajevo for at kunne beslaglægge yderligere beviser, skriver avisen Oslobodenje.

Det har foreløbig ikke været muligt at få en kommentar fra PET til sagen. Politiets Efterretningstjenestes norske pendant, PST, ønsker ikke at kommentere anholdelserne, men oplyser til nyhedsbureauet NTB, at trusselsbilledet i Norge ikke har ændret sig.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV