Fem asylansøgere går til Sverige over Øresundsbroen

Skrevet af admin

27/05/2016

Mest læste i dag

For første gang er det lykkedes fem asylansøgere at gå hele vejen til Sverige via Øresundsforbindelsen. Det skete 12. maj, bekræfter svensk politi.

Gruppen gik i tunnellen ved Kastrup og passerede via Peberholm til broen, hvor de nåede Sverige uden at blive stoppet.

- Det var en gruppe af unge mænd, der alle var under 18 år gamle. Vi tog hånd om dem og overlod dem til Migrationsverket, så de kunne søge asyl, siger talsmand for svensk politis region Syd Ewa-Gun Westford.

Migrationsverket er den svenske pendant til Udlændingestyrelsen.

Hun fortæller, at det ikke er første gang, flygtninge har prøvet. Tidligere er de dog blevet stoppet på vejen. Så sent som torsdag forsøgte en anden gruppe at gå til Sverige via Øresundsforbindelsen.

Forbindelsen har en stribe alarmer, der går i gang, hvis personer forsøger at gå igennem tunnellen. Gruppen af fem, der nåede hele vejen, udløste også alarmerne og fik stoppet togdriften. Det til trods, nåede den altså hele vejen over.

- Vi tror på, at der kommer til at blive flere, der forsøger, fordi flygtningepresset er øget.

- Men det er forbudt, og det er farligt både for dem selv og andre trafikanter. Derfor er det livsvigtigt, at de bliver opdaget i tide. Derfor vil vi også gerne opfordre folk til at ringe til os, hvis de opdager flygtninge i tunnellen, siger Ewa-Gun Westford.

For svensk politi mener man, at opgaven grundlæggende ligger på den danske side, når det kommer til at stoppe flygtninge fra at gå gennem tunnellen.

- Det er svært for os at stoppe det, for det er jo på den danske side, og det er jo Danmarks ansvar at stoppe det. Men vi forsøger så godt vi kan at få budskabet ud om, at det er farligt, siger Ewa-Gun Westford.

/ritzau/