Fem bilbomber dræber mindst 26 i Bagdad

Skrevet af admin

19/07/2014

Dagens topnyheder

En række områder i den irakiske hovedstad, Bagdad, er lørdag blevet ramt af eksplosioner i form af bilbomber, siger politi og landets sundhedsmyndigheder.

Mindst 26 mennesker er blevet dræbt.

Den første eksplosion, en selvmordsbomber i bil, tog seks mennesker med sig i døden ved en af politiets kontrolposter i Abu Dsheer-distriktet i den sydlige del af hovedstaden.

Fire andre bilbomber kostede tilsammen 19 mennesker livet - primært i områder beboet af shiitter, skriver Reuters.

Den irakiske hær forsøger i disse dage at nedkæmpe sunnimuslimske oprørere i det nordlige Irak, hvor de har indtaget flere byer og områder.

Tirsdag formåede de militante fra den islamistiske gruppe Islamisk Stat (IS) - tidligere kendt som Islamisk Stat i Irak og Levanten (Isil) - at forhindre hæren i at tilbagevinde byen Tikrit.

Kampene har forstærket og understreget en politisk krise i Bagdad, hvor den shiitiske premierminister, Nuri al-Maliki, kæmper for at sikre opbakning til at kunne påbegynde en tredje periode på posten.

Men både sunnier, kurdere og flere shiitter mener ikke, at al-Maliki er i stand til at samle landets stadig mere splittede befolkning. Han beskyldes blandt andet for at tage monopol på magten og for at marginalisere sunnimuslimerne.

Tirsdag lykkedes det parlamentet at vælge en ny formand, hvilket ses som det første skridt på vej mod at bryde det politiske dødvande i det krigshærgede land.

Næste skridt bliver at udpege en ny premierminister og præsident, når politikerne samles på onsdag.

De irakiske politikere er bundet til, at alle landets tre største demografiske grupper repræsenteres i lederskabet, således at parlamentsformanden skal være sunni, premierministeren shiitisk og præsidenten kurdisk.

/ritzau/Reuters