Fem britiske mænd styrtede i døden i svensk kanal

Skrevet af admin

14/02/2016

Dagens topnyheder

Fem britiske mænd, som ifølge flere medier er medlemmerne af indiebandet Viola Beach og deres manager, er blevet dræbt i en trafikulykke i Sverige lørdag.

Mændene, som er mellem 19 og 35 år, omkom, da deres bil styrtede omkring 25 meter ned i en kanal fra en motorvejsbro.

Ulykken fandt sted tidligt om morgenen lørdag på E4-motorvejen i Södertälje-distriktet i Stockholm.

Talsmand for det svenske politi, Eva Nilsson, sagde lørdag ifølge The Guardian, at dykkere har bjerget de fem lig fra kanalen.

Viola Beach havde netop spillet på den svenske musikfestival "Where's the Music?" i Norrköping fredag og var på vej hjem til Storbritannien, hvor de skulle have spillet i Guildford i Surrey lørdag.

Bandet er fra Warrington og udgav ifølge BBC deres debutsingle "Swings & Waterslides" sidste år. I januar udkom deres anden single "Boys that sing".

Politiet har en godt billede af, hvordan ulykken fandt sted, men vil ikke ud med flere detaljer, oplyser Martin Bergholm, politiinspektør i Södertälje, til det svenske nyhedsbureau TT.

På tidspunktet for ulykken var motorvejsbroen ifølge TT åben efter at have ladet et skib passere, men var på vej ned. Advarselslamper blinkede og to bomme blokerede vejen.

De pårørende er underrettet.

/ritzau/