Fem kinesere omkommet ved fabriksbrand i Italien

Skrevet af admin

01/12/2013

Mest læste i dag

Mindst syv mennesker omkom, og tre andre kom alvorligt til skade, da der søndag udbrød brand i en kinesisk drevet beklædningsfabrik i den italienske Toscana-region, oplyser myndighederne.

Brandvæsnet blev alarmeret, efter at forbipasserende ifølge en lokal tv-station havde opdaget branden søndag morgen i tekstilbyen Prato lige nord for Firenze i den centrale del af Italien.

De omkomnes nationalitet er endnu ikke offentliggjort, men lokale medier har oplyst, at de alle er kinesiske statsborgere.

- Vi så en røgsøjle og løb hen mod den. Der var to kinesere, en mand og en kvinde, der var fuldstændig smurt ind i sod. De skreg, og flammerne slikkede ud af lageret, siger politikommissær Leonardo Tucia til avisen Corriere Fiorentino.

Årsagen til branden er ikke kendt, men flammerne menes at have forårsaget sammenstyrtning af den del af bygningen, der benyttes som sovesal til arbejderne, oplyser lokale medier.

11 arbejdere boede på sovesalen, hvor de havde sat skillevægge op for at få lidt privatliv.

Aldo Milone, der er sikkerhedsansvarlig på Pratos rådhus, har ventet på, at ulykken ville ske en dag

- Jeg er ikke overrasket over denne tragedie. Vi har altid understreget den risiko, der er ved fabrikker, der delvist er forvandlet til sovesale, med gamle elektriske installationer, og folk, der ryger konstant, sagde han til journalister.

I de seneste par årtier har kinesiske indvandrere spillet en dominerende rolle i Pratos beklædningsindustri.

Officielt bor der mindst 15.000 kinesiske indvandrere bor i Prato, men byen med knap 200.000 indbyggere menes også at huse tusindvis af kinesere, som ikke har opholdstilladelse.

/ritzau/AFP