Fem københavnske kirker er sat til salg

Skrevet af admin

12/03/2014

Dagens topnyheder

Der er nu fem folkekirker til salg i Københavns Stift, og flere af dem er tæt på at blive solgt, skriver Berlingske.

Men hvis man kunne tænke sig at købe en kirke, så varierer prisen med flere millioner.

Den billigste er Bavnehøj Kirke, der er til salg for 2,9 millioner kroner, mens Absalons Kirke topper med en salgspris på 9,7 millioner kroner.

Kirkerne skal sælges, fordi kirkeminister Marianne Jelved (R) som kulturminister sidste år besluttede at lukke seks kirker i København efter en indstilling fra stiftsrådet og biskoppen.

Ifølge direktør Peter Lassen fra ejendomsmæglerfirmaet Colliers, der står for salget af fire af de fem kirker, så er der "meget stor interesse" for at blive kirkeejer.

- Vi får henvendelser hver dag, og vi har aldrig haft ejendomme til salg, som der har været så stor interesse for, siger han til Berlingske.

Køberne tæller både menigheder, sociale organisationer, investorer og kunstnere, fortæller han til avisen.

Den billigste af kirkerne, Bavnehøj Kirke, sælges af menighedsrådet, og den må kun bruges til kirkelige formål.

- Det begrænser udviklingsmulighederne, siger Peter Lassen til Berlingske og tilføjer, at "flere migrantmenigheder er interesserede".

Kirkefondet ejer tre af kirkerne, og købsbetingelserne er blandt andet, at kirkerne skal bruges til formål, der er forenelige med bygningerne og deres historie. Det kan eksempelvis være til sociale eller humanitære formål.

Den sidste af de fem kirker, der er sat til salg, er Utterslev Kirke, som bliver udbudt af EDC Erhverv, Poul Erik Bech, på vegne af Bellahøj-Utterslev Sogn.

/ritzau/