Fem kraftige skydevåben fundet hos frihedsberøver

Politiets frygt for, at der var sprængstoffer i en lejlighed i Hellerup, viste sig sent fredag aften at være ubegrundet. Lejligheden er bopæl for en 43-årig mand, der tidligere på dagen holdt en kvindelig bekendt frihedsberøvet i en lejlighed i Holte.

Ved en langstrakt politiaktion med deltagelse af ammunitionsryddere og teknikere fandt politiet til gengæld fem kraftige skydevåben i mandens lejlighed i Hellerup samt i en anden lejlighed i Københavns-området, som den 43-årige har en tilknytning til.

Det oplyser vicepolitiinspektør Jens Jespersen fra Nordsjællands Politi.

- Vi er nu i gang med at finde ud af, om vedkommende er lovligt i besiddelse af våbnene. Selv meget store skydevåben kan man godt få våbentilladelse til.

Sagen begyndte fredag formiddag klokken ti, da politiet fik en anmeldelse om, at en kvinde havde været frihedsberøvet og var blevet udsat for tvang og trusler. Politiet rettede hurtigt interesse for den formodede gerningsmands bopæl på Lille Strandvej i Hellerup nord for København.

På stedet blev manden anholdt. Politiets mistanke om, at der var våben eller eksplosiver i lejligheden, fik det til at evakuere 14 lejligheder i fem opgange samt at afspærre området.

Sent fredag aften gjorde politiet klar til at lukke beboerne tilbage i deres lejligheder. Kl. 23.10 blev afspærringen af Lille Strandvej ophævet.

Jens Jespersen ønsker ikke at gå i detaljer med, hvorfor politiet fik mistanke om, at manden kunne være i besiddelse af sprængstoffer.

- Der har været omstændigheder i forbindelse med frihedsberøvelsen, der gør, at det har været nødvendigt at tage de her forholdsregler.

På spørgsmålet om hvor vidt politiet mener, at manden havde til hensigt at bruge de kraftige skydevåben, siger Jens Jespersen:

- Det er klart, at en irrationel person i besiddelse af kraftige skydevåben er noget, vi er relativt opmærksomme omkring.

Jens Jespersen betegner det samlede sagsforløb som usædvanligt på grund af de omstændigheder som frihedsberøvelsen er foregået under samt på grund af fundet af de kraftige våben.

Den 43-årige bliver lørdag stillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling. Indtil videre er han sigtet for frihedsberøvelse.

/ritzau/

Dagens Gossip