Fem lette tips til personlig udvikling

Der bliver efterhånden talt meget om, hvor vigtigt det er med personlig udvikling. Men personlig udvikling handler ikke kun om at hyre en masse psykologer og coaches.

Det handler også om, hvordan du møder livet i hverdagen. Få her motivationscoach Charlotte Sommers 5 tips til, hvordan du kan komme i gang med din personlige udvikling – helt selv.

1. Tag altid ansvar
- Noget af det vigtigste i livet er at tage ansvar for sit eget liv og sin egen personlige udvikling. Alt for mange mennesker går rundt i en slags zombieventeposition, hvor de håber, at nogen kommer og fikser tingene for dem. Og inden de ser sig om, sidder de gamle i en gyngestol (hvis man stadig sidder i dem til den tid) og fortryder alt det, som de ikke fik taget ansvar for og alle de drømme, de ikke fik handlet på. Så først og fremmest handler personlig udvikling om at selv at tage ansvar for dit liv. Hvis du vil udvikle dig, må du selv gøre noget for det.

2. Se mulighed for udvikling i enhver situation
- Det er så vigtigt at se muligheden for udvikling i enhver situation. På den måde vil selv de sværeste situationer kunne lære dig noget nyttigt, og det bliver måske ikke lige så deprimerende at have vandskade i kælderen, når det lærte dig, at du sagtens kunne undvære alt det bras, der stod dernede, og du nu ved, at du ikke har lyst til at binde dig så meget til ting, som alligevel er til låns f.eks. Se, om ikke du kan vende de negative ting, du møder i din hverdag, til noget, der styrker og udvikler dig.

3. Omgiv dig med mennesker, der er dygtigere end dig
- Hver gang du omgiver dig med mennesker, der er dygtigere end dig, vil du helt automatisk lære noget nyt. For de ved jo noget, som du ikke ved. Vi er generelt godt bange for at virke uvidende, men ingen kan jo vide alt. Så spørg dem, der ved noget, du gerne vil vide. Og vær selvfølgelig heller ikke bange for at give gode råd videre om dét, DU ved noget om.

Hvordan bliver du egentlig opfattet af andre? Test dig selv på Oestrogen.dk

4. Kom ud blandt mennesker
- Hvis du bare sidder derhjemme foran flimmeren, så bliver det svært at udvikle sig. Kom hellere ud og udvikl dine sociale evner - møde andre spændende mennesker og hør deres historier direkte fra dem. Du vil blive overrasket over, hvor mange spændende mennesker, der går rundt derude, hvis du bare tager fingeren ud af navlen og spørger og lytter.

Nogle gange kan det nu også være godt med en lille pause i den personlige udvikling. Læs mere på Oestrogen.dk

5. Lyt for fanden
- En af de allervigtigste ting, hvis du gerne vil lære nyt og udvikle dig, er, at du kan lytte til andre og stille spørgsmål. Hvis du kender en, der har gjort, hvad du gerne vil gøre, så spørg dem hvordan de har gjort. Men husk at lytte! Hvis du ikke lytter til svaret og kun har travlt med at fortælle om dig selv, så lærer du intet.

Malene Fich Weischer, Oestrogen.dk/NewsDesk, Aller Media

Dagens Gossip