Fem lufthavne i USA vil screene for ebola

Skrevet af admin

08/10/2014

Mest læste i dag

Fem amerikanske lufthavne vil fra weekenden begynde at tage temperaturen på passagerer, der ankommer fra Vestafrika, idet USA øger indsatsen mod det dødelige udbrud af ebola-virus, siger myndighederne onsdag.

- Langt de fleste af de rejsende, der kommer fra Guinea, Liberia og Sierra Leone, de tre lande, der er hårdest ramt af epidemien, vil blive screenet, siger talsmanden for Det Hvide Hus, James Earnest.

De lufthavne, der indfører screeningen, er John F. Kennedy International i New York, Washington Dulles International, Chicago O'Hare International, Hartsfield-Jackson Atlanta International og Newark Liberty International i New Jersey.

Tilsammen udgør de fem knudepunkter destinationen for 94 procent af de folk, der rejser til USA fra de tre hårdest ramte lande.

- Det, der er vigtigt for folk at forstå, er, at vi fortsat har stor tillid til de screeningforanstaltninger, der allerede er på plads og har været det i nogen tid nu, siger Earnest.

Beskeden kom kun få timer efter, at den første person, der var diagnosticeret med ebola i USA og den første uden for det afrikanske kontinent, var afgået ved døden på et hospital i Texas.

Thomas Eric Duncan, en liberisk statsborger, rejste fra Liberia til Texas for at besøge sin familie i september.

Ebola-epidemien har ifølge de seneste tal fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, kostet næsten 4000 mennesker livet i år i Guinea, Liberia, Nigeria, Senegal og Sierra Leone.

Selv om fem mennesker i Spanien er isoleret og snesevis overvåges, efter at en sygeplejerske i Madrid efter alt at dømme er blevet smittet med den dødelige blødningsfeber, mens hun behandlede to ældre missionærer, der døde af sygdommen, maner WHO til besindighed.

Organisationens regionale direktør, Zsuzsanna Jakab, siger, at sporadiske sager i Europa er uundgåelige, men at risikoen for et totaludbrud er ekstremt begrænset.

/ritzau/AFP