Fem mænd anholdt for at tæske tre personer med et bat

Tre mænd er natten til torsdag blevet overfaldet med slag fra et bat i Algade i Vordingborg.

Forbrydelsen skete omkring klokken 01, og et par timer senere lykkedes det politiet at anholde en gruppe mistænkte.

- Vi har anholdt fem unge mænd, som mistænkes for at stå bag overfaldet. Det skete i forbindelse med et indbrud, siger politikommissær Helle Kristoffersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

Hun ved endnu ikke, hvad der ligger til grund for overfaldet. Det er heller ikke klart, hvor slemt de forurettede er kommet til skade.

- Men en af dem er under behandling på sygehuset. Vi har ikke haft anledning til at afhøre nogen af dem endnu, siger politikommissæren.

De anholdte er i aldersgruppen 16-23 år, men i løbet af dagen har det vist sig, at beviserne ikke umiddelbart er stærke nok til, at mændene kan stilles for en dommer.

- Det betyder i første omgang, at vi er nødt til at løslade dem, siger Helle Kristoffersen.

/ritzau/

Dagens Gossip