Fem mænd får forlænget fængsling: Sigtet for at hjælpe under skudattentat i København

Skrevet af admin

10/09/2015

Mest læste i dag

De fem, der sigtes for at have hjulpet Omar El-Hussein med skudattentaterne i København, slipper ikke ud af deres celler foreløbigt.

En dommer har torsdag forlænget varetægtsfængslingen i fire uger. To af de fem protesterede, men det var forgæves.

Den yngste, der er 18 år, har kæret dommer Peter Lind Larsens kendelse til Østre Landsret. Den anden, der er 31 år, overvejer at gøre det.

Ingen af de to blev dog ført ind i retslokalet.

I stedet sad vi i hvert sit arresthus med en forsvarer ved deres side. Via et videolink var der forbindelse til retslokalet i Københavns Byret.

De fem sigtes for på forskellig måde at have bistået Omar El-Hussein, da han midt i februar affyrede en serie skud dels ved Krudttønden på Østerbro og dels ved synagogen i Københavns indre by.

To mennesker mistede livet ved attentaterne, og flere andre blev såret.

Alle fem nægter sig skyldige. Hvad de egentlig siger, forbliver dog en hemmelighed. Dommeren gav ligesom tidligere anklageren medhold i, at der skulle være lukkede døre.

- Det er en meget kompleks sag, lød det fra anklager Sidsel Klixbüll.

- Vidner skal ikke kunne konstruere forklaringer, sagde hun om baggrunden for, at offentligheden ikke må høre de sigtedes version.

/ritzau/