Fem nye ebola-tilfælde rammer Nigeria

Skrevet af admin

06/08/2014

Dagens topnyheder

Nigerias sundhedsminister Onyebuchi Chukwu har onsdag offentliggjort, at Nigeria har registret yderligere fem personer, der er ramt af ebola-virusset. Det bringer Nigeria op på syv ebola-tilfælde i alt. To af de syv er døde af virusset.

De to døde er en mand fra Liberia, der bragte virusset til Lagos samt en sygeplejeske, der behandlede ham, oplyser ministeren. De fem nulevende patienter bliver behandlet i isolation i Lagos.

Alle tilfælde i Nigeria har haft direkte kontakt med den liberianske mand, der fløj virusset ind i Nigeria. Manden var ansat ved det liberianske finansministerium og havde fået smittet af sin søster, siger sundhedsminister Onyebuchi Chukwu.

Liberia, Sierra Leone og Guinea er indtil videre de lande med flest konstaterede tilfælde af den frygtede sygdom.

Nigeria har ingen grænse til nogen af disse tre lande. Den liberianske mand fløj de mere 1500 kilometer fra Monrovia i Liberia til Lagos i Nigeria.

Han viste ved ankomst tydelige symptomer og blev straks bragt i behandling. Lagos er Nigerias hovedstad med 21 millioner indbyggere. Nigeria er desuden Afrikas mest folkerige land.

Nyheden kommer samme dag, som Spanien sender et fly til Liberia for at hente en spansk missionær hjem til behandling, efter han er blevet konstateret positiv for ebola. Missionæren har deltaget i behandling af andre smittede.

Ebola har indtil videre kostet 900 liv og smittet mere end 1600 i Vestafrika siden begyndelsen af året.

/ritzau/