Fem personer fængslet for Bandidos-hævntogt

De fem mænd blev anholdt i nærheden af Frederikssund svømmehal tidligere på dagen, fordi de ifølge politiet havde planlagt et voldeligt hævntogt. Natten til onsdag var der blevet sat ild til et Bandidos klubhus i Nordsjælland, og det var angiveligt den handling, de fem anholdte ville hævne.

»I køretøjet fandt politiet ting, som er egnet til at slå på tæven og andre ting, som jeg ikke kan røbe nu på grund af den igangværende efterforskning. Men fund i bilen indikerer, at de fem var ude på et hævntogt,« siger Michael Hellensberg, der er linjechef ved efterforskningsenheden ved Nordsjællands Politi.

Politiet har anholdt i alt 29 personer i forbindelse med ildspåsættelsen, og de er alle blevet varetægtsfængslet i syv dage. De kommer fra forskellige bander på Sjælland, men Nordsjællands Politi mener ikke, at der er tale om en eskalering af en bandekonflikt. »

»Der er tale om personlige relationer i form af familie eller venner til Heimdalsgrupperingen. Ikke fuldbyrdet bander fra Sjælland, som danner fælles front mod Bandidos,« siger Michael Hellensberg. Politiet kunne først komme til at undersøge Bandidos’ klubhus efter branden torsdag. Og teknikerne har konkluderet, at der er blevet anvendt brandbar væske. Der blev ikke fundet våben på stedet eller pistolhylstre på stedet, ligesom der ikke var nogen, der kom til skade under branden.

»Beboere har fortalt, at de har hørt skud, men det er ikke skud som stammer fra den her sag,« siger Michael Hellensberg.

Dagens Gossip