Fem skarpe til Inger Støjberg om usikre asyltal

Skrevet af admin

02/03/2016

Dagens topnyheder

Det er umuligt at forudse, hvor mange flygtninge og migranter, der kommer til Danmark de kommende år. Omtrent sådan lød meldingen fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) på et samråd i Folketinget onsdag formiddag.

Og dermed betvivler ministeren regeringens egne asyltal.

Mens det forventes, at 25.000 flygtninge og migranter kommer til Danmark i år, peger prognosen for næste år på et væsentligt lavere antal - nemlig 15.000.

Udlændinge- og integrationsministeren uddyber her, om regeringen overhovedet har styr på tilstrømningen, og om ministeren vil gøre yderligere for at begrænse den.

Spørgsmål: Østrig har lavet en kvote, så landet selv kan bestemme, hvor mange flygtninge og migranter der kommer dertil. Er det ikke fristende at gøre det samme?

- Vi følger tæt, hvad andre lande har af idéer, hvad de gennemfører, og selvfølgelig også hvordan det virker. Ligesom andre lande også følger tæt, hvad vi gør.

Spørgsmål: Du siger på samrådet, at du vil gøre, hvad du kan for at begrænse antallet af asylansøgere. Østrigs tiltag er jo på kanten af konventionerne. Er det en grænse?

- Vi har hele tiden sagt, at vi holder os inden for konventionerne. Og det er selvfølgelig en grænse for os.

Spørgsmål: Hvis du ikke vil lave en kvote, kan man så sige, at regeringen faktisk ikke har styr på, hvor mange flygtninge og migranter, der kommer til Danmark?

- Alene det faktum, at der sidder mellem 200.000 og 400.000 uregistrerede flygtninge i Tyskland, og ingen ved, hvor de vil hen - det er en usikkerhedsfaktor.

Spørgsmål: I lovede en straksopbremsning under valgkampen. Var det i virkeligheden ren fiktion?

- Faktum er, at der gik hul på Europa sidst på sommeren. Antallet af asylansøgere er steget med 100 procent i Tyskland og 100 procent i Sverige, mens der i Danmark har været en stigning på 40 procent.

- Det siger mig i hvert fald, at de opstramninger, som vi har gennemført, rent faktisk virker, og at opholdsvilkår har en meget stor betydning.

Spørgsmål: Kommer der flere opstramninger, hvis tallet på 15.000 asylansøgere næste år ikke viser sig at holde?

- Vi har gennemført de opstramninger, som, vi mener, er nødvendige nu. Havde vi ment, at der skulle andet med i den meget store stramning, så havde vi selvfølgelig taget det med. Derfor er der ikke lige nu lagt op til nye stramninger.

/ritzau/