Fem stenkastere fra Vollsmose kræves udvist

Skrevet af admin

11/12/2015

Dagens topnyheder

Anklagemyndigheden vil have udvist fem af ni drenge og unge mænd fra Vollsmose, der under valgkampen i juni kastede med sten og brandbomber mod politiet i Bøgeparken i Odensebydelen.

Det fremgår ifølge fyens.dk af et anklageskrift mod de ni, som avisen har fået aktindsigt i.

Angrebene fik Lars Løkke Rasmussen til at haste til Vollsmose, og både Venstre-formanden og Socialdemokraternes daværende justitsminister, Mette Frederiksen, der i dag er formand for partiet, krævede, at der bliver slået hårdere ned på stenkasterne, eksempelvis med netop udvisninger.

Det er blandt andet på baggrund af videoptagelser fra området, at det er lykkedes politiet at identificere de ni drenge og mænd, der er mellem 15 og 18 år.

De unge er tiltalt for i forening at have udøvet vold mod betjentene og skabt overhængende fare for deres liv og førlighed ved at kaste sten, flasker og såkaldte molotovcocktails mod flere patruljevogne.

Retssagen mod de ni unge begynder på tirsdag.

/ritzau/