Fem unge kørte galt ved Gråsten - pløjede adskillige træer ned

Syd- & Sønderjyllands Politi fandt i nat ud af, at der havde været et færdselsuheld på Tornhøjvej ved Tumbøl mellem Gråsten og Felsted.

Men det var først flere timer senere, at politiet fattede mistanke til, at der var sket et færdselsuheld.

Uheldet skete ved 0.30-tiden med fem unge i bilen. Føreren mistede herredømmet over bilen og pløjede adskillige træer ned, inden bilen rullede rundt og endte turen i området, som det lyder fra vagtchefen hos Syd- & Sønderjyllands Politi.

På dette tidspunkt vidste ingen om færdselsuheldet. De fem unge tog tilbage til Gråsten Landbrugsskole. Men senere blev der rekvireret en ambulance og her var det, at politiet fik færten af færdselsuheldet. Ambulancen var tilkaldt fordi en af de implicerede i uheldet fik ondt i ryggen.

- Vi formoder, at føreren af bilen var en 17-årig dreng, men det skal vi lige have undersøgt helt til bunds, siger vagtchefen til dagens.dk.

Han tilføjer, at det er et mirakel at ingen af de fem unge mennesker kom noget nævneværdigt til efter hvordan bilen så ud efter uheldet.

Dagens Gossip