Femte løber fra OL-finale er udelukket for doping

Skrevet af admin

07/03/2016

Dagens topnyheder

Kvindernes OL-finale i 1500-meter-løb i 2012 er på vej til at gå over i historien som en af de mest skandaleramte OL-finaler.

Mandag er sølvvinderen fra finalen, tyrkeren Gamze Bulut, blevet suspenderet af Det Internationale Atletikforbund (IAAF) mistænkt for brug af doping, rapporterer den tyrkiske tv-station NTV ifølge BBC.

Angiveligt er det blodprøver fra 2011, 2012 og 2013, som viser mistænkelige udsving.

Bulut er på ingen måde den eneste fra finalen i London, som er blevet taget i brug af forbudte præparater.

Landsmanden og guldvinder Asli Cakir Alptekin afsoner lige nu otte års dopingkarantæne og er blevet frataget OL-triumfen efter sin anden dopingdom i karrieren.

Den etiopisk fødte svensker Abeba Aregawi, der blev nummer fem i finalen i 2012, blev udelukket i sidste uge, mens nummer syv og ni fra finalen, Nataliya Kareiva (Hviderusland) og Yekaterina Kostetskaya (Rusland) er udelukket for unormale værdier i deres blodpas.

Skulle Gamze Bulut ende med en dopingdom, når sagen mod hende er afsluttet, vil hun dermed blive den femte af de 13 startende løbere fra OL-finalen, som er gået i dopingfælden.

Dertil kan det nævnes, at nummer fire fra finalen, Tatyana Tomashoova fra Rusland, tidligere har afsonet en dopingdom på to år. Det skete fra 2008 til 2010.

/ritzau/