Femte mand er fængslet i sag om bandedrab i København

Skrevet af admin

29/06/2016

Mest læste i dag

En 28-årig mand er onsdag i et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg blevet varetægtsfængslet i forbindelse med drabet på en 23-årig mand.

I forvejen er fire personer blevet fængslet frem til 15. juli.

Drabet fandt sted 16. juni om aftenen. Her blev en 23-årig mand ramt af et skud i hovedet, da det kom til skudveksling mellem nogle personer, der sad i hver deres bil på Peter Bangs Vej. Ud på natten døde den 23-årige af sine kvæstelser.

Den dræbte var medlem af gruppen Black Jackets. De foreløbig fem sigtede for drabet har alle tilknytning til gruppen Gremium.

Selv om fem personer nu er sigtet og fængslet i sagen, har politiet ikke fået fat på alle dem, man leder efter. Det oplyser lederen af Københavns Politis afdeling for organiseret kriminalitet, Torben Svarrer.

- Jeg regner med, at der vil ske flere anholdelser i sagen, siger vicepolitiinspektøren.

Allerede kort efter skyderiet blev en 16-årig dreng og en 25-årig mand anholdt og sigtet for drabet.

Lørdag 18. juni blev en 29-årig mand varetægtsfængslet, efter at han selv gik til politiet. To dage senere dukkede en 28-årig mand op hos politiet i selskab med sin advokat.

Tirsdag blev endnu en 28-årig mand så som den seneste anholdt i sagen.

/ritzau/