Fenerbahces fans modtager van Persie i røg og damp

Skrevet af admin

13/07/2015

Dagens topnyheder

Endnu er kontrakten ikke underskrevet. Men Robin van Persie kan vist godt allerede nu betegnes som Fenerbahce-spiller.

Ikke mindst efter den modtagelse, der ventede den hollandske fodboldspiller og hans familie, da de ankom til Istanbul for at færdiggøre de sidste detaljer i overgangen fra Manchester United.

Hundredvis af entusiastiske fans mødte den 31-årige angriber, der lod sig fotografere med et Fenerbahce-halstørklæde sammen med sin hustru og deres to børn.

Fansene bød van Persie velkommen med røgbomber og slagsange, og hollænderen var imponeret.

- Jeg har set meget gennem årene, men aldrig noget som dette, siger Robin van Persie ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg håber, at jeg kommer til at gøre jer glade. Det er en ære, siger hollænderen.

Fenerbahce har allerede meldt ud, at handlen er på plads, men Manchester United har endnu ikke bekræftet skiftet.

Fenerbahce har i forvejen handlet ind hos Manchester United, eftersom den tyrkiske klub har hentet portugiseren Nani.

Også danske Simon Kjær er kommet til Istanbul-klubben fra Lille i Frankrig.

Fenerbahce sluttede som nummer to efter ærkerivalen Galatasaray i den tyrkiske liga i sidste sæson.

/ritzau/